Tab på aktier

07-10-2003

Fradragsreglerne i forbindelse med tab på aktier kan få indflydelse på aktionærens investeringsstrategi

Stive skatteregler forhindrer i vidt omfang, at tab på aktier kan modregnes i aktiegevinster i de kommende år. Mange danske investorer er dermed fanget i en fælde, hvor de ikke kan udnytte skattefradrag for tab, hvis de vil sælge her og nu eller har solgt i år.

Medens aktiekurserne er dykket de seneste to år, har mange investorer haft "is i maven" og holdt fast på deres aktier i håb om en snarlig vending.

Denne disponering kan imidlertid give et smertefuldt bagslag for de aktionærer, der nu har passeret tre års ejerskab. En stiv opdeling af fradragsreglerne betyder nemlig, at tab på aktier, som har ligget i depot i mere end tre år, kun kan trækkes fra i gevinsterne på andre aktier, som er ejet i mere end tre år. Derfor kan aktionæren ikke bruge sit tab til at nulstille skatten på gevinster fra nyindkøbte aktier, hvis aktiemarkedet skulle stige igen efterfølgende.

De stive modregningsregler er med til at skabe en skæv aktiekultur, hvor aktionærens adfærd er styret af skatteregler frem for, hvad der er fornuftigt på markedet.

Sælg i tide

Hvis nogle af papirerne har været ejet i under tre år, og man ikke rigtigt tror på dem længere, kan der måske være fornuft i at skille sig af med dem og tage tabene, især hvis man kan nå at komme ud før tre års ejertid. På den måde kan man skabe en platform til at fjerne skatten på fremtidige gevinster.

Som noget nyt kan tabene ikke ligge og blive for gamle. Tidligere havde de kun en holdbarhed på fem år, men i 2002 blev reglen ændret, så tab, der opstår fra i år, kan føres frem uden begrænsning.

Låst fast til skattepligt

Aktionærer, der har en gevinst på aktierne, men hvor værdien af porteføljen har været oppe over "100.000 kr.-grænsen" inden for de seneste tre år, er låst fast i skattepligt på gevinsten, indtil der igen er gået tre år, hvor aktierne i hele perioden har ligget under grænsen, selvom værdien er røget langt under "100.000 kr.-grænsen". Aktionæren kan være fristet til at vente med at sælge, indtil porteføljen bliver skattefri igen, men da er det ikke sikkert, at der er nogen gevinst at beskatte.

Skatteministeren har så vidt vides ikke aktuelle planer om at rette op på lovgivningen.