Tjek årsopgørelsen for 2015!

01-03-2016

Mandag den 14. marts 2016 er SKAT klar med årsopgørelsen

Mandag den 14. marts 2016 kan hovedparten af de danske skatteydere se deres årsopgørelse for 2015 på www.skat.dk/TastSelv Borger.

Pligt til at kontrollere

Man har pligt til at tjekke, om oplysningerne på årsopgørelsen er korrekte.

Er tallene på årsopgørelsen korrekte, skal man ikke foretage sig noget. Eventuel overskydende skat vil blive indsat på NemKonto den 12. april 2016.

Rettelser og tilføjelser skal indtastes i perioden 14. marts - 1. maj 2016. Indtastes ændringerne senest den 30. marts 2016, er ændringerne med i den første årsopgørelse, der danner grundlag for udbetaling af eventuel overskydende skat den 12. april 2016.

Ved indtastning af ændringer kan man straks se den nye årsopgørelse.

Ingen årsopgørelse

Hvis man har en udvidet selvangivelse, er der ingen årsopgørelse at finde i TastSelv den 14. marts 2016, men kun et servicebrev. Årsopgørelsen kan først dannes, når der er selvangivet. Selvangivelsesfristen er den 3. juli 2016. Selvangivelsen skal udfyldes, selv om alle de oplysninger, der fremgår af servicebrevet, er korrekte.

Er man gift med en person med en udvidet selvangivelse, er der heller ingen årsopgørelse at finde på SKATs hjemmeside, men i stedet er der en servicemeddelelse, som indeholder de oplysninger, som SKAT allerede er bekendt med. Oplysningerne på servicemeddelelsen skal tjekkes, og har man ingen tilføjelser/rettelser, skal man ikke foretage sig yderligere.

Har man tilføjelser/rettelser til servicemeddelelsen, skal beløbene indtastes senest den 3. juli 2016, og derefter skal man trykke "Godkend" og "Fortsæt".

Årsopgørelsen vil først være at finde, når ægtefællen har selvangivet.