Udenlandsk firmabil

07-03-2006

Lovforslag lægger op til afgiftsfri benyttelse af udenlandsk firmabil i Danmark

Skatteministeren har sendt et lovforslag om ændring af reglerne for brug af udenlandsk indregistrerede firmabiler i Danmark uden betaling af dansk registreringsafgift i høring.

Hvis forslaget vedtages, vil det fremover være muligt for en person med bopæl i Danmark at bruge en udenlandsk indregistreret bil her i landet uden betaling af registreringsafgift. Afgiftsfriheden vil dog afhænge af antallet af kørte kilometer og varigheden af anvendelsen i Danmark.

Kriterier for afgiftsfri brug af en udenlandsk firmabil i Danmark

Lovforslaget vil kun omfatte firmabiler, som stilles til rådighed for en person med bopæl i Danmark af en arbejdsgiver med hjemsted eller fast forretningssted i et andet EU-land eller EØS-land, eller firmabiler, som en herboende selvstændigt erhvervsdrivende, der er etableret eller udfører tjenesteydelser i et andet EU-land eller EØS-land, anvender til brug for udførelsen af den selvstændige erhvervsvirksomhed i et andet EU-land eller EØS-land.

Hvis en sådan udenlandsk indregistreret firmabil skal kunne bruges her i landet uden betaling af registreringsafgift, skal et af 2 kriterier opfyldes:

Dagskriterium

Det ene kriterium omfatter varigheden af bilens brug i Danmark. Hvis bilen tænkes at blive anvendt eller faktisk bliver anvendt i mindre end 183 dage i Danmark i løbet af en "rullende" 12-måneders periode, skal der ikke betales afgift. I praksis betyder kriteriet, at det antal dage, hvor firmabilen anvendes i Danmark, tælles sammen over en 12-måneders periode.

Hvis firmabilen samme dag anvendes både i Danmark og i udlandet gælder følgende:

  • Hvis anvendelsen i udlandet er helt eller delvist erhvervsmæssigt, indgår den pågældende dag ikke i forhold til de talte dage på dansk territorium i 12-måneders perioden. Det gælder, uanset om anvendelsen i Danmark er erhvervsmæssig eller privat.
  • Hvis anvendelsen i udlandet alene er privat, tæller dagen med i forhold til anvendelse af køretøjet på dansk territorium. Det gælder, uanset om anvendelsen i Danmark er erhvervsmæssig eller privat.

Kilometerkriterium

Det andet kriterium omfatter antallet af kørte kilometer inden for og uden for Danmark. Hvis kørslen med bilen i udlandet i erhvervsmæssig henseende er større end den samlede kørsel med bilen i Danmark inden for en "rullende" 12-måneders periode, skal der ikke betales afgift.

Firmabilens samlede kørsel består af privat og erhvervsmæssig kørsel i henholdsvis Danmark og udlandet. Udlandet omfatter i denne forbindelse både EU-/EØS-lande samt tredjelande.

Privat kørsel i udlandet tælles ikke med, når det opgøres, om kilometerkriteriet er opfyldt.

Ved "erhvervsmæssig kørsel" i udlandet forstås både erhvervsmæssig kørsel på udenlandsk territorium og kørsel mellem bopælen i Danmark og arbejdspladsen i udlandet inklusive den del, der foregår i Danmark.

Ved "samlet kørsel" i Danmark forstås privat og erhvervsmæssig kørsel på dansk territorium fratrukket den del af kørslen mellem bopælen i Danmark og den udenlandske arbejdsplads, der foregår i Danmark. Kørsel mellem bopæl og arbejde indgår således i opgørelsen af den erhvervsmæssige kørsel. Ved kørsel fra bopælen i Danmark til eksempelvis Tyskland anses hele turen for erhvervsmæssig kørsel i udlandet.

Det er tilstrækkeligt, at bilen opfylder det ene af de 2 ovennævnte kriterier for at kunne bruges afgiftsfrit i Danmark.

Lovforslaget lægger desuden op til, at der skal ansøges om afgiftsfrihed hos Skat, inden den udenlandsk indregistrerede firmabil skal anvendes i Danmark.

Den skattepligtige værdi af fri bil

Det fremgår af lovforslaget, at reglerne i ligningsloven omkring værdiansættelse af firmabiler som konsekvens af lovforslaget vil blive ændret.

Firmabiler, hvorpå der i overensstemmelse med de nye regler ikke er betalt dansk registreringsafgift, skal værdiansættes til samme værdi som en tilsvarende firmabil, der er indregistreret i Danmark. Det præciseres således, at alle firmabiler, som stilles til privat rådighed for personer, der er skattepligtige i Danmark, skal værdiansættes til en værdi, der svarer til værdien af en tilsvarende firmabil, som er anskaffet og indregistreret i Danmark mod betaling af fuld dansk registreringsafgift. 


Artiklen er udarbejdet i samarbejde med Revitax