Udenlandske ejendomme

21-05-2008

Bindende svar fra Skatterådet betyder ny praksis for beregning af ejendomsværdiskat

I FACIT marts 2008 omtalte vi i artiklen "Skat ved køb og eje af udenlandske ejendomme" en EF-dom, der kunne få betydning for beregning af dansk ejendomsværdiskat for udenlandske ejendomme.

Artiklen illustrerede, at der hidtil har været forskel i den måde, hvorpå man beskatter danske og udenlandske ejendomme. Udenlandske ejendomme har således ikke været omfattet af de samme historiske begrænsninger på beregningsgrundlaget som danske ejendomme.

Skatterådet har nu, som en konsekvens af EF-dommen, taget konkret stilling til beregningsgrundlaget for ejendomsværdiskat for en ejendom købt i Sverige.

I det bindende svar anerkender Skatterådet, at den danske praksis for beskatning af udenlandske ejendomme er diskriminerende i forhold til kapitalens frie bevægelighed.

Sagens fakta

Købsprisen havde udgjort 5,1 mio. DKK, og beregningsgrundlaget for ejendomsværdiskat blev opgjort til 2,9 mio. DKK.

Det svenske ejendomsprisindeks for fritidshuse var 335 i 2001 og 527 i 2006. Værdien i 2001 kan derfor beregnes til 335/527 af købsprisen på 5,1 mio. DKK i 2005, hvilket vil sige en værdi af ejendommen på cirka 3,4 mio. DKK. Denne værdi skulle i afgørelsen tillægges 5 % (de danske regler siger ejendomsvurderingen i 2001 med tillæg af 5 %), hvorefter værdien af ejendommen udgjorde cirka 3,6 mio. DKK.

Ifølge SKATs danske ejendomsstatistik blev ejendomme i 1. halvår handlet til 15 % over den offentlige ejendomsvurdering. Derfor kunne den beregnede værdi på 3,6 mio. DKK. nedsættes med 15 %, hvilket vil sige til en værdi på 3,0 mio. DKK.

På tilsvarende vis blev ejendomsvurderingen for 2002 beregnet. Værdien blev beregnet til 2,9 mio. DKK, idet kursen på svenske kroner var lavere 1. januar 2002 end 1. januar 2001, og idet den danske ejendomsstatistik viste, at ejendomme var handlet til 18 % over den offentlige vurdering.

Ejendomsværdiskatten for ejendommen kunne derfor i 2005 og senere beregnes på grundlag af en værdi på 2,9 mio. DKK i stedet for 5,1 mio. DKK.

Hele det bindende svar kan ses via linket her på siden.

Genoptagelse

For udenlandske ejendomme, hvor beregningsgrundlaget hidtil har været for højt, bliver det muligt at få fejlen rettet. SKAT har meddelt, at man vil udsende et genoptagelsescirkulære herom inden længe.