Uønsket email

08-01-2004

Artiklen giver en overordnet beskrivelse af reglerne på området og muligheden for at undgå den såkaldte spam

Den hastigt voksende mængde elektronisk kommunikation har desværre medført en voldsom stigning i uønsket email. Denne såkaldte spam generer mange i hverdagen, idet den tager tid at slette og forstyrrer arbejdsdagen med budskaber om varer og tjenesteydelser.

Hvis man selv har anmodet om en email indeholdende reklame, er der tale om en email med reklame.

Har man modsat ikke udbedt sig emailen, er der tale om spam.

Ovenstående udsagn er den hidtidige ultrakorte forklaring på forskellen mellem (lovlig) reklame og ulovlig/uønsket reklame. Reglerne på området blev imidlertid lempet sidste sommer, hvilket betyder, at man nu selv skal takke nej til yderligere reklame via email, når man har handlet med en virksomhed.

Hvor stort er problemet?

I Danmark vurderes problemet at være mindre end i f.eks. USA. Traditionelt har udviklingsretningen efterfølgende været som i USA, hvorfor problemet ikke kan forventes at aftage i fremtiden, snarere tværtimod.

Forskellige IT-sikkerhedsfirmaer foretager løbende analyse af andelen af spam i den samlede mængde email. Nedenfor er vist et diagram, der dag for dag viser, hvor mange procent af al email, der har været markeret som spam i 1700 nordiske virksomheder i den seneste måned.

 

Kilde: www.comendo.dk

---------

Som det fremgår, har andelen af spam været oppe omkring 40% på visse dage. Andre målinger viser spam-andele på op til 50% i december måned, hvilket er noget over "normalen" på ca. 33% (kilde: www.spamfighter.dk). Jul og nytår har naturligvis en væsentlig indvirkning herpå.

Gældende regler

Den 25. juli 2003 blev reglerne om markedsføring via email ændret. Regelsættet findes i markedsføringslovens § 6a.

Kort fortalt medførte ændringen, at en erhvervsdrivende nu må udsende reklamer via email uden samtykke under følgende betingelser:

    • modtageren af reklamen skal have købt varer eller tjenesteydelser hos den pågældende erhvervsdrivende efter lovens ikrafttræden
    • modtageren af reklamen skal i forbindelse med købet selv have oplyst sin elektroniske adresse
    • modtageren af reklamen skal i forbindelse med købet have fået oplyst, at der fremover vil blive sendt reklamer og ad hvilken kanal (email, SMS o.l.)
    • modtageren af reklamen skal i forbindelse med købet have haft mulighed for at sige "nej tak"
    • modtageren af reklamen skal ved hver eneste efterfølgende udsendt reklame have en let og gebyrfri adgang til at sige "nej tak"
    • den erhvervsdrivende må kun reklamere for egne tilsvarende produkter eller tjenesteydelser

    Ændringerne betyder, at det ikke længere er ulovligt uopfordret at fremsende reklame via email.

    Den afgørende forskel mellem de hidtidige og de nye regler om udsendelse af reklame via email er, at der tidligere blev krævet et positivt "ja tak" til markedsføring via email. Fremover kræves der et aktivt "nej tak" fra en kunde.

    Det er dog væsentligt at bemærke, at kunden selv skal have oplyst sin elektroniske postadresse, samt at kunden omkostningsfrit og let skal kunne takke pænt nej til yderligere email af samme kaliber fra samme leverandør.

    I øvrigt er der begrænsninger i, hvilke varer og tjenesteydelser leverandøren må reklamere for hos den enkelte, idet disse skal være tilsvarende produkter eller tjenesteydelser i forhold til det køb, eller den interesse som kunden tidligere har foretage/vist.

    På Forbrugerstyrelsens hjemmeside findes en række uddybende artikler og kommentarer til reglerne.

    Hvordan slipper man for spam?

    I de tilfælde hvor der enten ikke er direkte adgang til at framelde sig en email service, eller denne framelding ikke bliver respekteret, er der forskellige handlingsalternativer:

    1. Man kan klage via forbrugerstyrelsen.

    2. Man kan opsætte filtre i sit email system.

    Klageadgang via forbrugerstyrelsen

    Man klager ved at gå på hjemmesiden www.net-tjek.dk eller ved at sende en email med indholdet af reklamen til spam@fs.dk. Herefter vil Forbrugerstyrelsen behandle klagen.

    I april 2003 faldt der således dom over et mindre selskab, som havde udsendt 156 email uden samtykke. Virksomheden fik en bøde på 15.000 kr.

    Opsætning af filtre

    Indbygget i de fleste e-post systemer findes metoder til at dæmpe omfanget af uønsket e-post. Her vil man hurtigt kunne frasortere en del af denne email. Man kan opsætte regler om, at man f.eks. ikke ønsker email fra udvalgte afsendere, eller hvor overskrifterne eller teksten har særligt indhold. Et eksempel: Hvis man fravælger al email med ordene "klik her", vil man fjerne en stor del af uønsket email.

    Imidlertid må det erkendes, at visse virksomheder som en del af deres salgsstrategi har valgt at ramme så mange elektroniske postkasser som muligt. Sådanne virksomheder arbejder bevidst på at omgå disse filtre, og derfor eksisterer der her et kapløb mellem producenter af software på den ene side, og afsendere af email på den anden side. En problemstilling der også kendes fra elektronisk virus.

    Derfor er der udviklet en del software alene med det formål at undgå spam. Sådanne særlige programmer kan findes på nettet og supplere de funktioner, der er indbygget i emailprogrammerne.

    De nyeste spamfiltre nøjes således ikke med at vurdere afsender og overskrifter, men løber hele teksten igennem efter statistiske modeller og fravælger herefter denne type email. Der er altså tale om, at filtret leder efter mønstre i stedet for specifikke ord eller vendinger.

    Det siger sig selv, at hvis softwaren frasorterer blot en enkelt email, som ikke er spam, så kan brugeren have et langt større problem, end det at skulle slette uønsket email.

    Antispamvejledning

    På ITEK's hjemmeside findes en antispamvejledning, som er udarbejdet af Dansk Industri og ITEK.

    Opsamling

    Spam er desværre kommet for at blive. Lige som med elektronisk virus kan vi ikke undgå denne uønskede information, men blot bekæmpe og dæmpe dens indflydelse på vores arbejdsliv og anvendelse af IT som en del heraf.

    For at undgå spam må der opfordres til at bruge de midler, som er til stede - både via klager og via elektroniske filtre - til at sikre mindst mulig forstyrrelse i hverdagen.