Hjælp til danske virksomheder

24. marts 2020

Der arbejdes på højtryk på Christiansborg mv. for at hjælpe danske virksomheder som følge af COVID-19.

Lønkompensation for lønmodtagere

Folketinget vil i morgen tirsdag den 24. marts 2. og 3. behandle lovforslag L 141 med det formål at gennemføre den lønkompensationsordning, der er aftalt med arbejdsmarkedets parter.

Hvilke betingelser skal være opfyldt?

En række betingelser skal være opfyldt og er i hovedtræk følgende:

  • Lønkompensationsordningen gælder for alle private virksomheder, der står overfor herhjemme at skulle varsle afskedigelser for minimum 30 % af medarbejderstaben eller mere end 50 ansatte.

  • Medarbejderne skal være ansat før den 9. marts 2020.

  • Lønkompensationen er betinget af, at virksomheden fortsat betaler fuld løn til medarbejderne i kompensationsperioden.

  • Medarbejdere må ikke arbejde, men hjemsendes i kompensationsperioden med fuld løn.

  • Lønkompensationen er betinget af, at den enkelte lønmodtager afvikler ferie, og/eller afspadsering på i alt 5 dage i løbet af kompensationsperioden. Hvis medarbejderen ikke har ferie, afspadsering mv. svarende til 5 dage, skal der holdes fri uden løn eller anvendes dage fra det nye ferieår. Virksomhederne kan ikke modtage lønkompensation for disse 5 dage.

Hvor meget udgør lønkompensationen?

Lønkompensationen udgør 75 % af medarbejderens bruttoløn, dog maksimalt 23.000 kr. pr. måned pr. omfattet fuldtidsansat funktionær.

For ikke-funktionærer udgør lønkompensationen 90 %, dog maksimalt 26.000 kr. pr. måned pr. omfattet fuldtidsansat.

Den aftalte kompensationsperiode dækker 9. marts – 9. juni 2020.

I løbet af indeværende uge forventes virksomheden at kunne påbegynde ansøgning om lønkompensation.

Kompensationsordning for selvstændigt erhvervsdrivende

Regeringen har foreslået en midlertidig kompensationsordning for selvstændigt erhvervsdrivende, der skal gælde for perioden 9. marts – 9. juni 2020.

Hvilke betingelser skal være opfyldt?

En række betingelser skal være opfyldt og er i hovedtræk følgende:

  • Et forventet omsætningstab på minimum 30 %

  • En gennemsnitlig omsætning på mindst 15.000 kr. pr. måned i en forudgående periode

  • Virksomhedsejeren skal eje mindst 25 % og arbejde i virksomheden

  • Virksomheden må maksimalt have 10 fuldtidsansatte

  • Virksomheden skal have været registreret senest den 1. februar 2020.

Hvor meget udgør kompensationen?

Kompensationen vil udgøre 75 % af det forventede omsætningstab i perioden sammenlignet med den gennemsnitlige omsætning i det seneste regnskabsår. Kompensationen kan dog maksimalt udgøre 23.000 kr. pr. måned, dog 46.000 kr. hvis den selvstændige har en medarbejdende ægtefælle.

Personer, der modtager folkepension eller sygedagpenge kan ikke modtage omsætningskompensation.

Der er ikke åben for ansøgning endnu.

Kompensationsordning for freelancere mv.

For selvstændige uden CVR-nr. foreslås indført en kompensationsordning ligeledes på 75 % af det forventede indkomsttab (B-indkomst), dog maksimalt 23.000 kr. pr. måned, såfremt indkomsttabet (det forventede) på grund af COVID-19 udgør mindst 30 % i perioden 9. marts – 9. juni 2020.

Ordningen skal gælde personer med B-indkomst på minimum 180.000 kr. i 2019, dog forventes ligeledes fastsat regler for personer, der ikke har haft B-indkomst i 2019.

Kompensation for virksomheders faste udgifter

Regeringen har foreslået, at der indføres en ordning, hvor virksomheder kan få godtgjort dokumenterbare faste udgifter, herunder eksempelvis husleje, renteudgifter og kontraktbundne udgifter (eksempelvis leasing) i en periode, hvor virksomhederne er udsat for en stor omsætningsnedgang.

Der lægges op til, at en andel af de faste udgifter kompenseres efter følgende model:

  • 80 %, hvis omsætningsnedgangen har været på 80-100 %

  • 50 %, hvis omsætningsnedgangen har været på 60-80 %

  • 25 %, hvis omsætningsnedgangen har været på 40-60 %.

Erhvervsdrivende, som er påbudt fuldt lukket, vil i denne periode blive kompenseret svarende til 100 % af de faste udgifter.

Der kan søges om kompensation, hvis de faste udgifter udgør mindre end 25.000 kr. i perioden 9. marts – 9. juni 2020.

Ansøgning mv.

Der er ikke åbnet op for adgang til ansøgning om kompensation endnu.

I forbindelse med ansøgning skal der:

  • Indsendes en revisorpåtegnet opgørelse over forventet omsætningsnedgang i perioden fra 9. marts til 9. juni som følge af COVID-19.

Der ydes 80 % i støtte til udgiften for revisorpåtegnelsen.

Der gennemføres løbende stikprøvekontrol, og ved udgangen af perioden kontrolleres omsætningen på baggrund af momsindberetninger, hvorefter der vil ske en efterregulering svarende til det faktiske omsætningstab. 

 

Tilbage til oversigt